Go to Top

FODBOLDGOLF KLUBBEN

Nordjysk Fodboldgolf har d. 14. marts 2017 i samarbejde med spillerne oprettet Nordjysk Fodboldgolf Klub.

Kære medlemmer.
Vi har lavet en medlemsaftale med Intersport Nørresundby.
Denne indebærer at du mod forevisning af dit medlemskort får 20% rabat på den vejledende udsalgspris. Med andre ord ikke allerede nedsatte varer.
Håber I vil kigge forbi Intersport i Nørresundby. Den er at finde i centeret med Føtex.
Mvh Bestyrelsen i Nordjysk Fodboldgolfklub.

Foreningens hovedformål er at udbrede sporten, skabe et klub miljø som du kender det fra bl.a. fodbold og håndbold. Arrangere klub og trænings aftener, turneringer og forskellige fordelagtige tilbud for medlemmerne. eks vis tøj, klubdragter, spillerudstyr, ture og meget andet.

Fodboldgolf klubben er medlem af dfgf (Dansk Fodboldgolf Forening) som varetager spillernes ønsker og forslag. Se mere på www.dfgf.dk 

Du skal fortsat som du kender det udfylde en indmeldelses blanket og betale i bold-rummet første gang du kommer, og vil næste gang du kommer og spiller modtage en lille hilsen med dit MEDLEMSSKAB. På sigt vil det komme til at foregår online..

Prisen for et medlemskab(sæsonkort)

475 kr. for voksen, 250 kr. for børn(6-15 år)  Senior 65+ 250 kr.

De 25 kr kr. går direkte i foreningens kasse som du fremadrettet vil kunne få gavn af i form af de aktiviteter og tilbud bestyrelsen kommer med. Der ud over får foreningen også mulighed for at søge tilskud hjem fra kommune og fonde samt sponsorater. Alt sammen KUN til gavn og glæde for dig som aktiv i klubben.

Du har akkurat de samme fordele som tidligere men nu får du endnu flere..

  • Du kan spille lige så ofte som du har tid og lyst
  • Hver tirsdag aften kl. 18.30, deltage i KLUBAFTEN 
  • Sidste tirsdag i hver måned kl. 18.00, deltage i KLUB EVENT 
  • Klubmesterskab
  • Spille til 1/2 pris på alle 30 DFGU fodboldgolf baner i hele Danmark.
  • Blive medlem af FACEBOOK siden Nordjysk Fodboldgolf Klub
  • Deltage i møder og generalforsamling.
  • Blive informeret om kommende turneringer i både ind og udlandet.
  • Og vil løbende få flere fantastiske tilbud fra klubben den kommende tid.

Nordjysk Fodboldgolf Klubs bestyrelse består  af:

  • Bjørn Nørgaard – Formand.
  • Morten Løgsted- Næstformand
  • Claus Mikkelsen – Kasser
  • Preben Hjeltnes – Sekretær
  • Kim Christensen – Medlem..

Foreningens vedtægter kan læses nedfor.

Spørgsmål kan rettes til Baneejer Niels Vendelbo på tlf. 24 42 46 16 / nordjyskfodboldgolf@info.dk

eller Formand Bjørn Nørgaard tlf. 20 90 97 25/ bjorn@nfgk.dk

 

 

VEDTÆGTER FOR NORDJYSK FODBOLDGOLFKLUB

1 – Navn og hjemsted

Klubbens navn er Nordjysk  Fodboldgolfklub, og er stiftet den 26/3 2017 Klubben har hjemsted i Jammerbugt Kommune.

Fodboldgolfklubben er medlem af Dansk Fodboldgolf Forening og er underlagt dennes love og bestemmelser.

  • 2 – Formål

Det er klubbens formål at skabe gode muligheder for, at medlemmerne kan dyrke Fodboldgolf og med udgangspunkt i fællesskabet og det sociale liv i klubben at udbrede kendska­bet til Fodboldgolfsporten.

Klubben skal i henhold til aftale med Nordjysk Fodboldgolf, der giver klubben brugsret til Fodboldgolfanlæg og klublokale, organisere de idrætslige aktiviteter, således at klubbens medlemmer kan udøve fodboldgolf-spillet under de bedst mulige forhold.

  • 3 – Medlemskab

Som medlem kan optages enhver, der måtte ønske det.

Klubben har følgende medlemskategorier:

  1. Juniorer (til og med det kalenderår, man fylder 18 år)
  2. Pensionister (fra man fylder 65 år, og er gået på pension)
  3. Voksne
  4. Passive (støttemedlemmer i form sponsorer)

Medlemmerne er forpligtet til at overholde Fodboldgolfklubbens vedtægter og leve op til foreningens formålsbestemmelse. 

  • 4 – Indmeldelse

Indmeldelse skal ske skriftligt via indmeldelsesformular på nordjyskfodboldgolf.dk, medlemskabet er ikke gyldigt før klubben har modtaget fastsat kontingent.

  • 5 – Udmeldelse

Medlemskab er gældende for det kalenderår hvori indmeldelse er foretaget. Medlemskabet betragtes som ophørt hvis ikke dette fornys jf. § 4. det efterfølgende år. 

  • 6 Kontingent

Kontingent fastsættes af generalforsamlingen efter bestyrelsens indstilling.

  • 7 – Ordinær generalforsamling

Klubbens øverste myndighed er generalforsamlingen.

Ordinær generalforsamling afholdes i Jammerbugt Kommune hvert efterår i forbindelse med klubmesterskab, dato offentliggøres medio august.

Indkaldelse skal ske ved elektronisk kommunikation (e-mail), annoncering i klubhus eller skriftligt med mindst 14 dages varsel med angivelse af dagsorden, forslag fra bestyrelsen samt revideret regnskab.

Forslag, som ønskes behandlet på den ordinære generalforsamling, skal være indsendt til bestyrelsen senest 8 dage før afholdelse af generalforsamlingen.

Alle foreningens medlemmer samt, hvem bestyrelsen måtte indbyde har adgang til generalforsamlingen. Alle aktive medlemmer, har stemmeret med hver én stemme. Der kan kun stemmes ved personligt fremmøde.

  • 8 – Dagsorden til ordinær generalforsamling

Dagsorden for den ordinære generalforsamling er følgende:

  1. Valg af dirigent
  2. Beretning om klubbens virksomhed i det forløbne år
  3. Fremlæggelse af det reviderede regnskab til godkendelse
  4. Forelæggelse af budget og fastlæggelse af medlemskontingenter
  5. Forslag fra bestyrelsen
  6. Forslag fra medlemmerne
  7. Valg af bestyrelsesmedlemmer
  8. Valg af revisor
  9. Eventuelt
  • 9 – Generalforsamlingens ledelse

Generalforsamlingen ledes af en, af forsamlingen valgt, dirigent uden for bestyrelsen.

Beslutninger træffes ved simpelt stemmeflertal. Dog kræver vedtagelse af vedtægtsændringer, at mindst 2/3 af de fremmødte stemmeberettigede medlemmer stemmer for.

Afstemninger foretages ved håndsoprækning. Ved personvalg skal der dog stemmes skriftligt.

Der udfærdiges et referat over generalforsamlings beslutninger. Referatet godkendes og underskrives af dirigenten.

  • 10 – Ekstraordinær generalforsamling

Ekstraordinær generalforsamling afholdes, når bestyrelsen bestemmer det, eller når mindst 1/4 af de stemmeberettigede medlemmer fremsætter skriftlig begæring herom til bestyrelsen med angivelse af de forslag, der ønskes behandlet.

Den ekstraordinære generalforsamling skal afholdes inden 4 uger efter begæringens modtagelse, og indkaldelse skal ske med mindst 8 dages varsel på samme måde som indkaldelse til ordinær generalforsamling.

Der udfærdiges et referat over den ekstraordinære generalforsamlingens beslutninger. Referatet godkendes og underskrives af dirigenten.

  • 11 – Bestyrelsens sammensætning

Bestyrelsen består af 5 medlemmer, som vælges for 2 år ad gangen, idet der årligt afgår 2 medlemmer første gang ved lodtrækning, derefter efter anciennitet. Genvalg kan finde sted.

Ethvert stemmeberettiget medlem er valgbart til bestyrelsen.

Bestyrelsen konstituerer sig med formand, næstformand, kasserer og sekretær, og fastsætter selv sin forretningsorden.

I tilfælde af vakance i bestyrelsen supplerer bestyrelsen sig selv indtil næste generalforsam­ling.

  • 12 – Bestyrelsens kompetence

Bestyrelsen har den daglige ledelse af klubben og træffer med bindende virkning beslutning i klubbens anliggender. 

Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst 4 af dens medlemmer er til stede.

Bestyrelsen træffer sine beslutninger ved simpelt stemmeflertal. I tilfælde af stemmelighed er formandens stemme afgørende.

Over bestyrelsens forhandlinger føres en protokol.

  • 13 – Tegning og hæftelse

Klubben tegnes af formanden samt ét bestyrelsesmedlem. Ved økonomiske dispositioner over 5000 kr. kræves underskrift af formanden og kassereren.

Formue og eventuelle driftsoverskud disponeres i sin helhed af Bestyrelsen

For de af bestyrelsen indgåede forpligtelser på klubbens vegne hæfter alene klubbens formue.

  • 14 – Regnskab

Klubbens regnskabsår følger kalenderåret.

Det reviderede regnskab udsendes til samtlige medlemmer samtidig med indkaldelsen til den ordinære generalforsamling, jf. § 7. 

  • 15 – Særlige bestemmelser i relation til DFGF

For Fodboldgolfspillet i klubben gælder de af World Football Golf Association fastsatte regler, samt de af bestyrelsen fastsatte, med Dansk Fodboldgolf Forenings godkendelse, lokale regler.

Bestyrelsen fastsætter de bestemmelser, som findes nødvendige af hensyn til spillets afvikling og opretholdelse af orden inden for klubbens område.

  • 16 – Disciplinær straf

Opfylder medlemmet ikke sine medlemsforpligtelser, kan bestyrelsen straffe vedkommende med advarsel, karantæne, suspension eller i gentagne eller grove tilfælde med udelukkelse (eksklusion) fra klubben.

Et medlem kan midlertidig udelukkes eller ekskluderes af bestyrelsen, såfremt vedkommende handler til skade for klubben.

Bestyrelsens afgørelse om eksklusion kan af medlemmet kræves forelagt og afgjort på førstkommende generalforsamling. Indbringelse for generalforsamling har dog ikke opsættende virkning.

Alle afgørelser truffet af klubben, kan af medlemmet endvidere kræves indbragt for Dansk Fodboldgolf Forening inden 4 uger efter, at forholdet er begået eller, at parten er blevet bekendt med den afgørelse, der klages over.

  • 17 – Opløsning

Bestemmelse om foreningens opløsning kan kun tages på en i dette øjemed særligt indkaldt ekstraordinær generalforsamling.

Til beslutning om klubbens opløsning kræves, at mindst 2/3 af alle stemmeberettigede medlemmer er til stede, og at mindst 2/3 af de repræsenterede stemmeberettigede medlemmer stemmer for forslaget.

Såfremt 2/3 af de stemmeberettigede medlemmer ikke er repræsenteret på generalforsam­lingen, men forslaget dog er vedtaget af 2/3 af de repræsenterede stemmeberetti­gede medlemmer, skal bestyrelsen skriftligt med mindst 8 dages varsel indkalde til ekstraordinær generalforsamling, der skal afholdes inden 4 uger efter den første generalforsamling. Forslaget kan her vedtages af 2/3 af de repræsenterede stemmeberettigede medlem­mer, uanset disses antal.

I tilfælde af opløsning tilfalder klubbens overskydende midler Dansk Fodboldgolf Forening.

Således vedtaget den 26/3-2017.

Sign. Formand                                                 Sign. Dirigent

___________                                                    ___________